Støttet af Kulturministeriets bevilling til almenkulturelle tidsskrifter
juni 2001
Mangel på politik - og ambition
etnisk kulturpolitik:
Rapport om kulturinstitutionernes indsats på det etniske kulturområde viser, at kulturministeriet savner en politik - og at institutionerne savner visioner og ambitioner på feltet
Rapportens hovedkonklusion er, at Danmark er langt bagud med hensyn til en offensiv kulturpolitik på det flerkulturelle område. Der er sporadiske initiativer, men de er ikke udtryk for en valgt politik. Ministeriet har understøttet nytænkning, men undladt at sætte penge af til projekter, kompetenceudvikling eller opfølgning af nye ideer. Samtidig peger rapporten på at der blandt kulturinstitutionerne er en modvilje mod at indoptage den kulturelle mangfoldighed.
Siden 1997-rapporten om det flerkulturelle Danmark er der dog sket meget. Især på indholdssiden. Dengang var fokus på traditionelle kulturmødeaktiviteter, nu er der tale om en langt bredere og mere omfattende vifte af aktiviteter. Nu tænkes der på aktiviteter for, med, af og om de etniske grupper.
Et ministerium - mange kulturdefinitioner
I Kulturministeriets Udviklingsfond arbejder man med et smalt kunstnerisk kulturbegreb, mens ministeriets Det gode kulturmøde er funderet i et bredt antropologisk kulturbegreb. Ingen af disse veje duer. Der er behov for at udvikle en ny kulturpolitik baseret på kulturel mangfoldighed, hvor det etniske aspekt indgår som et af mange aspekter - og hvor helt nye, hybride kunstneriske og kulturelle udtryk kommer til verden. En kulturpolitik, hvor kulturel forskellighed opfatte ssom en ressource og ikke et problem.
Et problem på feltet er, at den kulturelle mangfoldighed tit falder udenfor de administrative systemer og støttestrukturer vi har bygget op i Danmark.
Rapporten peger på at kulturinstitutionerne har for lille kendskab til de etniske minoriteter. Institutionerne har også for lille kendskab til etniske kunstnere - og disse har ofte svært ved at "begå" sig i det danske kunststøttesystem, hvor kunstnerne støder ind i "muren".
Rapporten har en lang række konkrete anbefalinger, blandt andre:
at ministeriet beslutter en overordnet målsætning om kulturel mangfoldighed
at de etniske minoriteter medtænkes i forvaltningen af kulturarven
at etniske minoriteter bliver repræsenteret i råd, nævn og fonde
at uddannelserne målretter rekrutteringskampagner mod minoriteterne
at videreuddanne etniske kunstnere, så de forstår de danske administrative systemer
at oprette en økonomisk pulje til at støtte konkrete initiativer
at ministeriet bruger resultatkontrakter med de enkelte institutioner som redskab til at presse institutionerne til at tage det mangfoldige kulturbegreb med i arbejdet
Mangler tværgående analyser
Rapporten opsummerer erfaringerne fra enkeltinstitutionerne, men søger ikke at analysere forskelle mellem forskellige områder, hverken forskelle mellem institutionstyper eller geografiske mønstre. Eksempelvis må man forvente, at et kunstmuseum i Ishøj har bredere erfaringer med de nye kulturer end et kunstmuseum i Sorø. Der er givetvis også nogle sammenhængende mønstre ud fra, hvilke typer institutioner der tales om. Biblioteker er i kontakt med langt flere indvandrere end de andre kulturinstitutioner.
Rapporten nævner end ikke Folkebibliotekernes Indvandrerbibliotek. Man kunne forvente, at denne institution har spillet en inspirerende rolle for folkebibliotekerne - og det kunne givetvis diskuteres i hvilket omfang sådanne centrale aktører vil kunne fungere som katalysatorer for en fortsat kvalitetsudvikling indenfor området.
Det er iøvrigt pudsigt, at idrætten og den øvrige folkeoplysning slet ikke er inddraget i rapporten. Det er de kulturområder, hvor flest indvandrere er aktive.
